ET HJEM ER ET HUS MAN FORLADER

Til Kunstpakhuset skaber Astrid Gjesing en stedsspecifik udstilling, hvor erindringer er det centrale omdrejningspunkt. De mest fremtrædende temaer kredser om kunstnerens sårbare sind og barndomserindringer om angst, usynlighed og ensomhed samt en længsel efter nærhed og omsorg. Udstillingen bevæger sig mellem det personlige og den kollektive erindring.

Udstillingen rummer fire installationer. I installationen Rewrite History tager kunstneren udgangspunkt i sin mors fotoalbum, som hun lavede til alle sine syv børn. Moderen var både fotograf og aktiv i mørkekammeret. Astrid Gjesing har forstørret udvalgte fotografier på stof og bearbejdet dem, så de nu bærer korte tekster, som hun har broderet direkte ind i billedfladen. Teksterne udspringer af hendes egne erindringer, men de er forvandlede og redigerede, så de både viser og skjuler, både fastholder og omskriver. På den måde bliver billederne en undersøgelse af, hvordan historie og erindring altid er i bevægelse, altid under forhandling.

Installation > noter til ensomhed < består af hvide lommetørklæder håndbroderet med ord og tekster, der kredser om temaet ensomhed. Teksterne undersøger og indkredser dette grundlæggende menneskelige vilkår. De er poetiske, flertydige tekster, der er udsprunget af kunstnerens undersøgelser, og som dels er egne tekster, dels – samplede. Tekster som spørgende og afprøvende noter er hentet fra hverdagen, litteraturen, filosofien og religion. Disse noter er fastholdt gennem processen - håndbroderi på et fysisk, sanseligt materiale: lommetørklæder.
Den tredje installation > Søndagsmiddag < tager afsæt i familiens fællesrum: spisebordet. Bordet er dækket til ni personer, men der er kun otte stole. På bordet ligger kunstnerens mors hørlærredsdug, hvorpå Gjesing har broderet ni tallerkner med musselmalede mønstre. Ovenpå mønstrene har kunstneren broderet korte tekster – episoder fra livet og det, man ikke taler om. Det er alt det usagte, der alligevel findes mellem mennesker ved et måltid.

Udstillingens centrale værk er neoninstallationen > Alt forladt <. Det gule lys fylder den lange bagvæg og fungerer som udstillingens ankerpunkt. De øvrige værker forholder sig til dette udsagn, der både kan læses som en personlig erfaring og en almenmenneskelig sandhed. Neonens lys skaber en insisterende og skrøbelig tilstedeværelse, som kaster sit skær over hele rummet og de øvrige installationer.