Udstillingsstedet kunstpakhuset
Fortællingen om kunstpakhuset
Hvad er kunstpakhuset
Et renoveret pakhus i Ikast
KUNSTPAKHUSET i Ikast er et udstillingssted med skiftende udstillinger af aktuel dansk og international samtidskunst. Udstillingsbygningen er et tidligere, nu renoveret, banepakhus beliggende ved Ikast Station.
Bag oprettelsen og istandsættelsen af udstillingsstedet står Den Selvejende Institution Kunstpakhuset. Udstillingsstedet KUNSTPAKHUSET åbnede påsken 2007 med første halvdel af huset renoveret.
I marts 2008 stod begge udstillingsrum fuldt renoverede og i september 2009 blev etableret læsesal med et mindre udvalg af kunstlitteratur og magasiner.
KUNSTPAKHUSETS udstillinger arrangeres af udstillingstedets Udstillingsudvalg i samarbejde med husets kunstneriske leder.
Hvem kan udstille i KUNSTPAKHUSET
Kvalitetskrav
Hvem kan udstille i KUNSTPAKHUSET
KUNSTPAKHUSET ønsker at præsentere kunstudstillinger og andre kulturaktiviteter af høj kunstnerisk kvalitet. Derfor stiller udstillingsstedet krav til dets udstillende kunstnere og kunsthåndværkere.
Udstillere skal være medlemmer af BKF eller Kunstnersamfundet. Eller de skal have udstillet flere gange på en af de fire statsanerkendte censurerede udstillinger: CF, KP, KS og KE (Charlottenborgs Forårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling, Kunstnernes Sommerudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling).
Tilsvarende kvalitetskrav stilles til udenlandske kunstnere.
KUNSTPAKHUSET indgår gerne i samarbejder med øvrige kulturinstitutioner. Huset stiller sig velvilligt til rådighed for arrangementer af kulturel karakter. I øjeblikket samarbejder vi med HEART (Herning) og Gavlmaleriforeningen MUREN (Brande).
Den internationale kunstnersammenslutning RIIMFAXE afholder hvert andet år dens udstillinger i KUNSTPAKHUSET.
Udstillingsrummene
Udstillingsareal
KUNSTPAKHUSETs samlede udstillingsareal er på næsten 230 kvadrameter. Der er to udstillingsrum der kan adskilles med en skydedør. Det er muligt at hænge skillevægge op i rummenes bjælkekonstruktion.
Det første udstillingsrum har et areal på omkring 85 kvadratmeter (12 x 7.5 meter minus et mindre vindfang). Det andet og største rum er på 143 kvadratmeter (19.35 x 7.4 meter). Udstillingsrummene har ovenlys.
Det første rum har træ som gulvbelægning og det andet rum har kvadratiske cementfliser som belægning.
Udstillingsrummene har samlet 90 meter væg. Loftshøjden til tværgående tagbjælker er 2.9 meter. Væggenes højde er 2.25 - 2.90 meter; den varierende højde skyldes at dele af tagkonstruktionens bjælker går ned på vægfladerne (jf. fotos ovenfor).