top of page

Create Your First Project

Start adding your projects to your portfolio. Click on "Manage Projects" to get started

ARTIFICIELLE LANDSKABER – EN ANTROPOCÆN MANIFESTATION - 2024

Dato

21. sep - 27. okt, 2024

I udstillingen ARTIFICIELLE LANDSKABER – EN ANTROPOCÆN MANIFESTATION udforsker kunstnerne/arkitekterne Lasse Gam Folke og Jakob Holmqvist Larsen, hvordan mennesket bearbejder naturen og hvilket aftryk vi sætter på den.

Den antropocæne tidsalder
Kunstnerne udforsker den “antropocæne tidsalder”, hvor mennesket er den dominerende geologiske kraft med afgørende påvirkning på planetens geologi, natur, klima og fremtid. De påpeger, at menneskets bearbejdning og udstykning af jordskorpen er allestedsnærværende og at selv vild natur nu er planlagt.
Udstillingen fungerer som et troldspejl af landskaber og geologiske ændringer, der skaber en dialog om langsigtede konsekvenser af vores samfundsmæssige overforbrug. Værkerne spejler de maskinelle processer, som mennesket former jordskorpen med og forsøger at give et billede på en ny natur af kunstige landskaber. De kunstige landskaber er abstrakte og giver den besøgende mulighed for at undres og gå på opdagelse i lagene.

Modstand fra et kunstigt landskab - Antropocæne Manifestationer
Landskaberne og den nye natur brydes visuelt og dramatisk af et maskinværk i stål, som er kunstnernes procesværktøj’. Maskinen repræsenterer de store maskinelle kræfter, mennesket må bruge for at kunne bearbejde naturen for at udnytte dens ressourcer. Men samtidigt er der en friktion i bearbejdningen, som vi ikke kan styre - landskabet kan overraske og forme måske os? Det yder modstand og udvikler sig i andre retninger, som et kunstigt landskab med eller uden os.

Lasse Gam Folke og Jakob Holmqvist Larsen kalder udstillingens værker for “antropocæne
manifestationer”. Tre store monolitter symboliserer den menneskelige maskinelle bearbejdning af
planetens geologi. Monolitterne “vokser” op ad gulvet centralt i udstillingsrummet, som geologiske søjler og bærer samtidig et markant præg af maskinel bearbejdning.

Store landskaber i tekstil er spændt ud som store kort over, hvordan mennesket udstykker verden i bidder, som bearbejdes eller sælges. Tekstilværkerne arbejder med en fremmedhed og en uendelighed, hvor naturens velkendte markører (for eksempel træer, dyr og miljø) er erstattet af golde, metriske og teknologiske landskaber. Værkerne peger ud af udstillingsrummet og mod landskabets uendelighed og ubegribelige storhed.

Nødvendig dialog
- Vi har en årelang interesse for det ‘hyper-antropocæne' og dets indvirkning på landskaber, klima og
geologi i et globalt kapitalistisk system. Vores ønske er at vække komplekse spørgsmål i kunstnerisk form og skabe en ubehagelig, men nødvendig dialog med publikum, siger Lasse Gam Folk og Jakob Holmqvist Larsen om deres kunstneriske intention.

Biografi
Lasse Gam Folke (f. 1981) og Jakob Holmqvist Larsen (f. 1988) underviser ved Kunstakademiets
Arkitektskole i København. De arbejder med kunst og kunstnerisk arkitektur fra landskabs-installationer, kunstpavilloner, permanente skulpturer til malerier og mindre skulpturer. Deres kunstneriske virke og praksis er karakteriseret ved stedspecifikke kunstværker, som skaber et unikt samspil mellem værket som objekt og stedet. I tilblivelsesprocessen dyrker kunstnerne fortællingen om værket med tematiske lag, stedets historie, kroppens møde med værket og sansningen af helheden.

bottom of page